Vibeke var volontør i en amerikansk boble i Honduras
Børnehjemmet Emmanuel i Honduras er en kristen oase i et land præget af fattigdom. For Vibeke Dalsgaard Hansen var opholdet en enorm oplevelse, som ændrede hendes gudsbillede. Honduras: Et kilometerlangt hegn er forskellen på, hvad der ved første øjekast minder om paradis og helvede. Uden for hegnet ligger Guaimaca to timers kørsel nord-øst for Tegucigalpa, hovedstaden i det mellemamerikanske land Honduras.
Hovedparten af borgerne i den lille landsby lever en fattig tilværelse i små faldefærdige skure eller huse op mod de støvede veje. Under den ba-gende sol tjener de til dagen ved at sælge mad, frugt og tøj fra små boder eller næsten lige så små butikker.
Men det er tydeligt, at der ikke altid er nok penge at gøre med.
Kontrasten til livet på den anden side af hegnet er enorm. Børnehjemmet Emmanuel er en amerikaniseret oase uden sultende mennesker og uden faldefærdige skure.
De røde murstenshuse er store og velholdte og danner sammen med det frodige terræn et område, der leder tankerne hen på en sydlandsk ferieby. Ikke mindst fordi Emmanuel er fyldt med omkring 400 legende og smilende børn.
Det er her, vi møder 21-årige Vibeke Dalsgaard Hansen fra Århus. Siden marts 2009 har hun været udsendt af den danske organisation Impact som volontør på børnehjemmet.
Sidste år bestemt Vibeke Dalsgaard Hansen sig for, at hun ville have en oplevelse ud over det sædvanlige.
Hun ville ud og se mere af verden, men idéen med at kaste en rygsæk på ryggen og tage til hvide sandstrande og storbyer var ikke nok. Vibeke Dalsgaard Hansen ville have fingrene ned i befolkningen og gøre en forskel.
Jeg bryder mig ikke særlig meget om backpacking. Jeg har et omsorgsgen, jeg gerne vil bruge. Da min veninde så spurgte mig, om jeg ville med til Honduras, blev det det. Det var ikke noget, jeg havde tænkt over lang tid i forvejen, men langsomt blev det det, jeg ville. Vi skulle over og have en stor oplevelse sammen, fortæller hun.
Så nemt skulle det ikke vise sig at blive.
Vibeke Dalsgaard Hansen gennemgik sammen med veninden alle de nødvendige kurser hos Impact og var fem dage før rejsen helt klar til at tage af sted.
I de fem dage nåede jeg at blive syg og blive sendt på hospitalet, så jeg missede min flybillet og blev forbudt at rejse et halvt år af min læge, fortæller hun.
Veninden tog af sted, mens Vibeke Dalsgaard Hansen måtte blive i Danmark.
Det endte dog ikke med at stoppe hendes omsorgsgen for at komme i brug.
Efter det halve år mødtes hun med veninden til en måneds ferie i USA, inden de to igen skiltes. Veninden tilbage til Danmark, mens Vibeke Dalsgaard Hansen for første gang stiftede bekendtskab med Honduras og livet på børnehjemmet, hun beskriver som Amerika 2.
Jeg havde hørt rigtig meget om Emmanuel fra tidligere volontører og min veninde, så mit billede af, hvad jeg skulle ned og møde var meget realistisk. Jeg vidste, at Emmanuel var meget ligesom Amerika og meget anderledes end resten af landet. Selvfølgelig er børnene honduranere, men det er ikke det rigtige Honduras, jeg er kommet over til.
Selv om omgivelserne ikke overraskede hende, var det stadig en overraskelse for hende at se, hvor meget børnene trives på børnehjemmet.
Hjemmefra havde jeg lidt den mentalitet: Åh de stakkels børnehjemsbørn, der ikke har nogen forældre, men da jeg så kom herover, var det bare glade børn, der stod med åbne arme. Derfor fandt jeg ret hurtigt ud af, at det ikke er de stakkels børn. De lever en god hverdag her i Honduras, som de prøver at få til at fungere. Mit job er selvfølgelig at give dem knus og lege med dem, men det er også at opdrage på dem og sige: Du må ikke slå hende der, fordi det gør ondt. Jeg skal ikke redde dem, for det er ikke det, de har brug for.
Vibeke Dalsgaard Hansen havde regnet med, at hun skulle arbejde på børnehjemmets klinik, da hun i Danmark gerne vil på sygeplejeskolen. I stedet er hun blevet skolelærer for en gruppe adfærdsvanskelige børn. En opgave, der bestemt ikke er let, når det spanske endnu ikke sidder helt fast.
Selv her efter nogle måneder synes jeg stadigvæk, at det er helt vildt svært. Jeg kan ikke sige det, jeg vil, til børnene. Specielt i skolen kan jeg ikke irettesætte dem, men bare sige no mas, som betyder ikke mere, siger Vibeke Dalsgaard Hansen, der også mener, det kan være hårdt at tænke på, hvilken fremtid hendes børn på hjemmet vil få:
Man har hørt både gode historier om børnehjemsbørn, som er blevet skolelærere og andre, der er i fængsel. Hvis de bare ville tage sig sammen, ville de have en god chance, men mange er for dovne og har ikke fundet den rigtige motivation. De opgiver det hele i forvejen uden at prøve. De opgiver at skrive et ét-tal, før de overhovedet har forsøgt.
I hovedstaden Tegucigalpa har Vibeke Dalsgaard Hansen selv oplevet, hvad det er for en verden, mange af børnehjemsbørnene kommer ud i, når den trygge tilværelse er slut.
Sammen med en amerikansk missionær besøgte volontørerne fra Emmanuel de værste områder i byen og så skæbner på bunden af samfundet. Gadebørn, der lever, arbejder, leger og sover på gaden, og fattige familier, der overlever ved at samle skrald på en enorm, stinkende losseplads.
Jeg forstod slet ikke, at det liv, de levede, virkelig var deres hverdag, for det kan jeg slet ikke rumme. Jeg var meget magtesløs over alle de indtryk, vi fik, men det var en meget vigtig oplevelse, fordi vi på Emmanuel ikke oplever den verden, der er i Tegucigalpa.
Oplevelsen i hovedstadens slum har fået Vibeke Dalsgaard Hansen til at være endnu mere lykkelig over, hvor godt hun selv og børnene har det på Emmanuel.
Det er her, mit fokus er. Jeg beder for de her børn og tænker egentlig ikke så meget på den verden uden for Emmanuel, fordi jeg ikke lever i den. Det er frygteligt, men hvad skal jeg gøre? Man er så magtesløs, siger hun.
Vibeke Dalsgaard Hansen mener, at Gud har en stor andel i, at børnehjemmets børn har det så godt, og opholdet har gjort hende stærkere i troen:
Det, jeg især gerne vil huske, når jeg kommer hjem, er deres gudsbillede. Gud føles meget mere nær hernede. Børnene og medarbejderne takker konstant Gud for alt, hvad de får, og Gud er med i alt. Morgencirkel, bibeltime – selv når de ikke er i skole, har børnene bibelundervisning. Sådan er mentaliteten. Du kan godt tage skolen væk, men bibeltimen, den skal være der hver dag.
Vibeke Dalsgaard Hansen håber, at de børn, hun har prøvet at hjælpe, også tager Gud med sig, når de som 18-20-årige skal ud af den amerikanske bobbel. At de også vil stole på Gud på den anden side af hegnet:
Måske får det den modsatte effekt, at de tænker: Hvis Gud er til, hvorfor har jeg det så elendigt og lever på gaden?, men jeg håber alligevel, de tager troen med sig. Hvis alt andet er forfærdeligt, har de i det mindste Gud at klynge sig til.
Vibeke Dalsgaard Hansen kom hjem til Danmark den 21. juni 2009.
Af Silas Bang
